Dansk Forfatterforening tilfreds med aftalen

Dansk Forfatterforening skriver om den indgåede aftale:

Aftale om e-bøger til folkebibliotekerne
Aftalen om e-bøger til folkebibliotekerne er nu en realitet, og de to store forlag, Gyldendal og Linhardt & Ringhof har forhandlet en aftale, som Dansk Forfatterforening er tilfreds med.

Betalingen for e-bogen kommer nogenlunde til at svare til betalingen for printbogen, hvis man regner med et gennemsnitligt udlån på 40 gange for et eksemplar.

I denne uge sender forlagene breve ud om dette, og det har afstedkommet en del forvirring. Bl.a. at det handler om en omfordeling af biblioteksafgiften – det gør det ikke. Se et svar fra Gyldendal til en forfatter, der forklarer det hele her.

(Senest opdateret: 29. september 2011) 

Fra http://danskforfatterforening.dk/nyheder/aktuelt/aftale-om-e-boeger-til-folkebibliotekerne-.aspx

 

Brevet som Dansk Forfatterforening henviser til:

Kære …………………………
Jeg har læst din FB kommentar i går til den nye aftale med folkebibliotekerne om udlån af ebøger.
Kommentarerne på din FB profil sætter fokus på, hvor mange synspunkter og hvor mange interesser der
er i spil. Gyldendal gik med i projektet, da vi vurderede, at det ikke er uinteressant for os, forfatterne og
ebøgerne at være til rådighed ude på bibliotekerne, der er i kontakt med så mange læsere. Men også
fordi vi tror, at alternativet kan være et politisk indgreb. I dag kan bibliotekerne med loven i hånden
udlåne trykte bøger lige så tosset, de vil. Biblioteket betaler en indkøbspris for det antal eksemplarer,
biblioteket ønsker at stille på hylden, og forlaget betaler royalty til forfatteren heraf som af alt andet salg.
Mht. ebøgerne må bibliotekerne imidlertid indgå aftale med forlag/forfatter, og vi har med andre ord nu
en vigtig mulighed for at være med til at sætte dagsordenen frem for at blive pålagt en løsning.
Vi har indgået en et-årig forsøgsaftale, der går i luften 1. november. I det år vil vi i Gyldendal følge
udviklingen tæt. Ebøgerne bør være tilgængelige, hvor læserne er. Men den gratis læsning via biblioteket
må samtidig ikke kannibalisere det digitale marked, vi er i gang med at etablere, og hvor forfatter og
forlag er afhængige af, at bogen har en pris.
Vi har haft mange modeller i spil, og den valgte løsning er et kompromis. Den giver biblioteksbrugerne
adgang til ebøgerne i 30 dage ad gangen i kopibeskyttet format (Digital Rights Management, DRM) og
senere via streaming, der vil opleves mere brugervenligt og samtidig sikre bedre mod piratkopiering.
Modellen giver en god betaling til forfatter og forlag for hvert ”downlån” hos brugerne. Betalingen skal stå
i forhold til, at låneren på den ene side får en bog på sin skærm gratis og uden slitage og besvær med
tilbagelevering, men på den anden side kun i en begrænset periode. Betaling pr. downlån kan føre til, at
bibliotekerne sætter begrænsninger på downlån, men det synes vi – i hvert fald i en forsøgsperiode – er i
orden. Det skulle nødigt gå sådan, at ingen vil købe en ebog, fordi den altid frit kan hentes på biblioteket.
Før der sendes royalty til forfatteren, skal vi betale transaktionsafgift af hvert downlån. Ca. 4,50 kr. pr
downlån, men faldende til under det halve i forhold til volumen. De penge dækker omkostninger til de
systemer, der håndterer distributionen mellem forlag og bibliotek. Indtil videre ligger den del hos
selskabet Publizon A/S.
Bibliotekspengene er en kulturstøtteordning med det overordnede formål at støtte det danske sprog. Vi
mener bestemt, at der skal ske en omfordeling af bibliotekspengene i takt med, at bibliotekerne flytter
indkøb fra trykte til digitale bøger. Andet er ulogisk. Det har vi understreget adskillige gange i
forhandlingerne med bibliotekerne. Meldingen er, at biblioteksstyrelsen vil have det på dagsordenen, når
der næste gang skal ses på systemet. Men forlagene er jo ikke part i bibliotekspengene.
Vi håber, at salget til biblioteker vil være til glæde for både forfatter og forlag. I denne første
forsøgsperiode vil vi i Gyldendal som sagt følge udviklingen tæt, og alle synspunkter er velkomne!
Mange hilsner
Gyldendal

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>