På et herligt møde i Styrelsen for Bibliotek og Medier , har Koordinationsgruppen for Netbiblioteker givet tilsagn til vores ansøgning om tilskud til udbredelse af eReolen.
Vi har søgt og fået 1 mio. kr. – penge der skal sikre, at (forhåbentligt) alle danske folkebiblioteker kan tilmelde sig servicen, på trods af lancering så sent på året, hvor de fleste har disponeret deres mediebudget.
Vi bruger pengene til at halvere bibliotekernes klikpris, og det gør vi fra 1. december 2011.
D.v.s. at de nye ebøger i stedet for 18,50 kr. koster 9,25 kr., og titlerne over 12 måneder halveres til 7,50 kr. i perioden indtil pengene er brugt. Dertil kommer naturligvis rabattrappen.
I praksis når vi den laveste pris på rabattrappen (16,50/13,00) samtidig med at pengene er brugt. Med det nuværende forbrug når vi et godt stykke hen på foråret før det sker, men det er umuligt at spå om udviklingen af forbruget, og lige nu er forbruget støt stigende.
I skrivende stund er 92 kommuner tilmeldt eReolen – der er således kun 6 kommuner, der ikke har tilmeldt sig. Vi håber at de sidste kan se mulighed for deltagelse, nu hvor vilkårene – for en stund – bliver mere fordelagtige.
Vi håber også, at de reducerede priser vil give anledning til, at alle kommuner revurderer de begrænsninger der er indsat på forbruget i.f.t. antal lån pr. bruger pr. måned, samt det maksimale budget kommunen ønsker at bruge.
På forlagssiden er 66 forlag tilmeldt med ca. 1.850 titler. Det er fantastisk at vi nu kan tilbyde brugerne helt nye og aktuelle udgivelser til hjemlån.
I Folkebibliotekernes Ebogsprojekt er vi ovenud lykkelige for den støtte som tilskuddet er udtryk for, ikke mindst at det kan komme alle folkebibliotekerne tilgode.