Folkebibliotekerne i Stockholm udgiver e-bøger for at imødekomme et stigende behov hos brugerne
Ane Locht, journalist, ITK Design, Aarhus Kommune
Svenskerne læser hovedsageligt e-bøger på engelsk, fordi de svenske forlag ikke har forstået at bevæge sig fra papir til digitale udgivelser, skriver Åke Nygren på infotoday.eu. Siden e-bøgernes fremmarch har forlagene koncentreret sig om at beskytte markeder og rettigheder frem for at deltage i udviklingen af et nyt e-bogsmarked, lyder kritikken. Det har fatale følger for de svenske læsere og sproget, mener flere eksperter.
Studerende og andre, der arbejder akademisk med research, har meget få muligheder for at arbejde på modersmålet. Der findes nemlig stort set ingen e-faglitteratur på svensk. Hele den akademiske verden er derfor på vej til at skifte svensk ud med engelsk, lige som det allerede er sket indenfor medie-verdenen. Kritikere i Sverige mener, at manglen på svenske e-bøger kan gå hen og blive en direkte trussel mod det svenske sprog.
Vi gør det selv!
Folkebibliotekerne i Stockholm har siden 2010 taget skeen i egen hånd. De har lanceret en ny app, der gør det muligt at søge, downloade og læse e-bøger via bibliotekets hjemmeside. Bibliotekerne er også begyndt at publicere DRM-fri e-bøger, i første omgang i samarbejde med Publit, et svensk print-on-demand-forlag. Tilsvarende er bibliotekerne indgået i et samarbejde med forlaget Vertigo og har udgivet e-bøger, der stilles gratis til rådighed for brugerne via bibliotekernes hjemmeside og Apple’s iBooks.
Flere bøger og nye samarbejder i fremtiden
Næste skridt for de svenske biblioteker er at udforske mulighederne i EPUB3, skriver infotoday. EPUB3 ses her som er et åbent format, der har potentiale til at flytte e-læsning fra en lukket, ensom aktivitet hen mod en åben, kreativ og social oplevelse. I denne fase vil bibliotekerne intensivere samarbejdet med nye partnere og digitalisere endnu flere bøger. E-bøgerne vil blive endnu bedre integrerede på forskellige brugerflader, og bibliotekerne vil arbejde med brugergenereret indhold.
Læs hele artiklen: http://www.infotoday.eu/Articles/Editorial/Featured-Articles/Overcoming-e-book-stagnation-80411.aspx
Links:
Stockholm Public Libraries website: www.biblioteket.stockholm.se
SPL Digital Library blog: http://bloggar.biblioteket.se/digitalabiblioteket/
Pingback: Bibliotek udgiver selv e-bøger Projekt E-bøger | Gør det selv værkstedet