Aftalen mellem folkebiblioteker og forlag indeholder en bestemmelse om mulighed for at brugerne kan købe en ebog. I det følgende forklares baggrunden herfor.
Umiddelbart kan det synes unødvendigt at give brugerne mulighed for at købe en ebog, når de har besøgt en service hvor man via sit bibliotek kan låne ebøger. Men – Bibliotekerne har brug for at kunne håndtere forbruget, og kan i administrationsmodulet indsætte begrænsninger på såvel antal lån pr. bruger pr. måned, som på et max. budget brugerne kan låne bøger for.
D.v.s. at brugere vil opleve, at deres personlige kvote er brugt, eller at bibliotekets afsatte budgetmax er nået. De får den rette forklaring i forbindelse med transaktionen, og for ikke at lade dem gå forgæves, har de mulighed for at købe bogen.
Funktionen er ikke implementeret endnu, men lanceres inden 1. december 2011. Indtil da får man den forklaring. Hvis en bruger vælger at købe en bog føres man til en “e-bogs shop”, som er en del af eReolen. Man får præsenteret den valgte bog, og til en pris der svarer til gennemsnitsprisen ude i markedet. Det er en væsentlig pointe, at “e-bogs shoppen” alene kan tilgås fra købeknappen. Den har intet formål udover at opsamle dokumentation for de køb der foretages via købeknappen, jf. rammeaftalen, dokumentation der skal anvendes til at sikre den aftalte fordeling.
Halvdelen af nettoprovenuet ved brugernes køb af ebøger via eReolen tilfalder bibliotekerne. Vi ved jo intet om hvor mange der vil købe ebøger via eReolen, og derfor heller ikke noget om hvor mange penge det vil generere. Men vi ved, at pengene direkte skal komme bibliotekerne tilgode.
Styregruppen bag Folkebibliotekernes E-bogsprojekt skal i den kommende tid forholde sig til dette.
Umiddelbart er der 2 muligheder. Den ene er, at anvende pengene til reduktion af bibliotekernes omkostning på udlån af ebøger. Den anden er, at pengene indgår som medfinansiering af den videre drift af eReolen.
eReolen er et projekt der drives med støtte fra Styrelsen for Bibliotek og Medier og med egenfinansiering fra de biblioteker der deltager i projektet. Der er ingen driftspenge i projektet, og der er INTET overhead på de klikpriser bibliotekerne betaler for deres brugeres lån.
De fremtidige omkostninger vil være den rå drift (hosting m.v.) og udvikling af eReolen.dk, men også formidlingsopgaven skal varetages på en ordentlig måde, hvis eReolen skal holde det kvalitetsniveau vi stræber efter.
Uanset hvad bliver økonomien gennemsigtig såvel på metode- som på regnskabsniveau. Det vender vi tilbage til.
Denne artikel er redigeret 13. november 2011.